Skip navigation


Ansvarlig aftale sikrer flere og hurtigere behandlinger

12-06-2010
PRESSEMEDDELELSE - Regionerne får løft til at behandle flere patienter, øgede medicinudgifter samt mere aktivitet hos praktiserende læger.

Regionerne får løft til at behandle flere patienter, øgede medicinudgifter samt mere aktivitet hos praktiserende læger. Regeringen og Danske Regioner er også blevet enige om at indføre elektroniske patentjournaler, som samler en patients oplysninger fra indlæggelser, praktiserende læge, medicin senest i 2013.  

Aftalen sikrer finansiering af ny medicin og behandling af flere patienter med en aktivitetsvækst på tre procent i 2011.  

Med aftalen er der prioriteret 1½ mia.kr. til sygehusområdet i 2011. Aftalen giver mulighed for en aktivitetsvækst på sygehusene i 2011 på 3 pct. og dækning af øvrige udgifter, herunder medicinudgifter. Der er enighed om, at der inden for rammerne af den aftalte vækst også er plads til at prioritere behandling af flere nye patienter med henblik på at fastholde korte ventetider for patienterne.  

Det psykiatriske område tilføres 228 mio.kr. i 2011 via tidligere satspuljeaftaler (udvidet udrednings- og behandlingsret i børne- og ungdomspsykiatrien samt behandlingsret for voksne).  

Aftalen om sundheds-it fastsætter ambitiøse mål for it-udviklingen i sundhedsvæsenet, og sikrer en stærkere national koordinering af udvikling af bl.a. elektroniske patientjournaler på sygehusene. Læs mere her.  

Udviklingen af sundhedsvæsenet skal understøttes af en skarpere styring og prioritering. Det skal sikre mest mulig sundhed for pengene. Aftalen sætter fokus på:  

 

  • Klarere faglig visitation. Indenrigs- og sundhedsministeren igangsætter et arbejde med deltagelse af Danske Regioner, som skal gennemgå og revidere de klinisk faglige visitationskrav. Arbejdet starter med et begrænset behandlingsfelt, herunder fedme- og rygoperationer. Denne del af arbejdet afsluttes i løbet af 2010. Efterfølgende udvides arbejdet til at omfatte andre behandlingsområder. Den samlede gennemgang færdiggøres i 2012, og skal munde ud i klare retningslinjer og principper for klinisk faglig visitation. 

  •  Mere omkostningseffektive patientforløb. Undersøgelser og behandlinger skal foretages samme dag, hvor det er hensigtsmæssigt.

  • Mere effektiv anvendelse af medicin. Fremover skal der f.eks. stilles skærpede krav til den dokumenterede effekt af ny medicin, før den tages i brug. Lægemiddelstyrelsen vil desuden forstærke arbejdet med revurdering af lægemidlers tilskudsstatus.

  • Bedre økonomi- og udgiftsstyring i forhold til praksissektoren. I forhandlingerne med Praktiserende Lægers Organisation vil bl.a. blive stillet mere håndfaste krav til økonomi- og udgiftsstyringen. Det skal understøtte en opbremsning af udgiftsvæksten på området.

  • Styrket regional økonomiopfølgning. Der gennemføres forbedringer af regionernes løbende økonomiopfølgning bl.a. via en udbygning og standardisering af økonomiopfølgningsformen. 

     

    Indenrigs- og sundhedsminister:  

    ”Der er tale om en god og ansvarlig aftale, der lever op til regeringens målsætning om økonomisk ansvarlighed, men samtidigt understreger at sundhed er af høj prioritet. Regionerne får nu flere penge til at behandle flere patienter hurtigere. De skal arbejde for at undgå unødige genindlæggelser og lange patientforløb.”   

     

    Læs "Aftale om regionernes økonomi for 2011" (pdf) 

     

    Læs "Aftale om sundheds-IT" (pdf)

     

    Yderligere oplysninger 
    Afdelingschef Svend Særkjær 25275610
    Pressechef Line Aarsland 24407471


    Sidst opdateret 14-06-2010

    Kontaktinformation

    Holbergsgade 6
    1057 København K
     | tlf: 72269000
     | EAN: 5798000362055