Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning

På denne side beskrives, hvem der kan indberette til Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning, og hvad whistleblowerordningen omfatter. Det beskrives endvidere, hvordan indberetninger foretages, og hvordan de behandles.

Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning

Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning omfatter Indenrigs- og Boligministeriets departement, herunder CPR-administrationen, og Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed (herefter under ét benævnt Indenrigs- og Boligministeriet).

Whistleblowerordningen er etableret i henhold til lov om beskyttelse af whistleblowere (whistleblowerloven), der implementerer EU’s whistleblowerdirektiv i dansk ret.

Whistleblowerordningen er et supplement til den direkte og daglige kommunikation på arbejdspladsen om fejl og utilfredsstillende forhold mv. Ordningen er desuden et supplement til eksisterende muligheder for fx at rette henvendelse til nærmeste leder, Indenrigs- og Boligministeriets kontor Organisationsudvikling og HR eller tillidsrepræsentanterne.

Hvem kan indberette til Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning?

Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning kan benyttes af:

  • Ansatte i Indenrigs- og Boligministeriet.
  • Tidligere ansatte i Indenrigs- og Boligministeriet.
  • Endnu ikke ansatte, der er eller har været i ansættelsesproces i Indenrigs- og Boligministeriet.
  • Lønnede og ulønnede praktikanter.
  • Medlemmer af bestyrelsen for Indenrigs- og Boligministeriets Benchmarkingenhed.
  • Samarbejdspartnere, som Indenrigs- og Boligministeriet har et mere kontinuerligt eller formaliseret samarbejde med, herunder private virksomheder (fx leverandører og underleverandører).

Hvilke forhold kan der indberettes om?

Du kan indgive indberetning til whistleblowerordningen om:

  • Overtrædelser af EU-retten, som er omfattet af whistleblowerdirektivets anvendelsesområde.
  • Alvorlige lovovertrædelser.
  • Øvrige alvorlige forhold.

En nærmere beskrivelse af de forhold, der kan indberettes om, fremgår af afsnit 3 i Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerpolitik.

Der må ikke bevidst indberettes urigtige eller vildledende oplysninger gennem whistleblowerordningen. Oplysninger, der er indgivet i ond tro, vil efter omstændighederne kunne få negative ansættelsesretlige reaktioner eller medføre kontraktretlige konsekvenser for den person, der har indgivet oplysningerne. Der vil også i visse kvalificerede tilfælde kunne være grundlag for politianmeldelse, fx hvis en person indgiver urigtige oplysninger med forsæt til, at en uskyldig bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold.

Hvilke rettigheder har whistlebloweren og den berørte person?

Som whistleblower er man omfattet af whistleblowerlovens beskyttelse, herunder beskyttelse mod repressalier. Den persongruppe, der kan benytte Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning, er omfattet af beskyttelsen.

Arbejdspladsen skal endvidere sikre fortrolighed om den berørte persons identitet samt sikre, at den berørte person har adgang til et effektivt forsvar, herunder ved at registrere indberetninger.

En nærmere beskrivelse af de nævnte rettigheder fremgår af Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerpolitik.

Hvordan foretages indberetning?

Indberetninger til Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning skal ske skriftligt via Statens Whistleblowersystem, der kan tilgås på webadressen https://im.sit-wb.dk eller via linket nederst på denne side.

Der kan ikke foretages mundtlig indberetning til Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning.

Anonyme indberetninger

Det er muligt at indberette anonymt.

Undersøgelser på baggrund af anonyme henvendelser kan dog give anledning til vanskeligheder i praksis, ligesom myndigheder ikke i sig selv må lægge vægt på anonyme oplysninger som led i en indgribende afgørelse fx over for en af myndighedens ansatte. Det kan indebære, at en indberetning om ulovligheder mv. i en myndighed må henlægges, uden at det er muligt at undersøge sagen til bunds.

Sagsbehandling og kommunikation

Indberetninger til whistleblowerordningen behandles af særligt udpegede medarbejdere i Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerenhed, der har en særlig tavshedspligt om de oplysninger, der indgår i indberetninger.

Efterfølgende kommunikation med whistlebloweren foregår ligeledes i Statens Whistleblowersystem. Kommunikationen kan bl.a. vedrøre supplerende spørgsmål, som whistleblowerenheden har behov for at få svar på for at sikre, at sagen oplyses tilstrækkeligt. Derfor er det vigtigt, at whistleblowere følger med i sagen ved løbende at logge sig ind og svare på eventuelle spørgsmål fra whistleblowerenheden.

Du kan læse mere om whistleblowerenhedens opgaver og sagsbehandlingen i Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerpolitik.

Datatilsynets eksterne whistleblowerordning

Den persongruppe, der kan indberette til Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning, kan alternativt indberette til Datatilsynets generelle, eksterne whistleblowerordning. Datatilsynets ordning kan endvidere anvendes af den persongruppe, som er omfattet af whistleblowerlovens beskyttelse, men ikke kan indberette til Indenrigs- og Boligministeriets ordning.

Indenrigs- og Boligministeriet opfordrer til, at Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning anvendes, hvor overtrædelsen kan imødegås effektivt internt, og whistlebloweren vurderer, at der ikke er risiko for repressalier. Det skal imidlertid samtidig understreges, at en whistleblower, der kan indberette til Indenrigs- og Boligministeriets whistleblowerordning, frit kan vælge mellem at indgive indberetning til Indenrigs- og Boligministeriets ordning eller til Datatilsynets eksterne whistleblowerordning.

Læs mere

Whistleblowerpolitik

Justitsministeriets vejledning for whistleblowere

Justitsministeriets vejledning om whistleblowerordninger på offentlige arbejdspladser

Lov om beskyttelse af whistleblowere (whistleblowerloven)

Privatlivspolitik for whistleblowerordningen

Link til Statens Whistleblowersystem

Du kan indberette til Indenrigs og Boligministeriets whistleblowerordning via Statens Whistleblowersystem her.